Orienteringsløb: Kapløb mod tiden i skovens stille ro
Forstil dig at du står ude i skoven, den svage brise får bladende på træerne til at skabe et skiftende lydbillede. Solen titter ned igennem trækronerne og danser henover skovbunden. Du har fundet post 12 og står og drejer kortet for at tage bestik af næste retning.
Sveden drypper og danner små pytter på kortet – du når at tænke, at beslutningen om at pakke det printede kort ind i en plastlomme var en god beslutning.
Du ånder tungt og forsøger at genskabe billedet af skoven ud fra kortet. Men koncentrationen spiller et pus og din høje puls er ikke fordrende for dit retningsvalg. Skal du nord rundt om højen eller lige på?
Inderst inde ved at dine løbekammerater er i lige så god form som dig, så alle unødige omveje skal helst undgås. Du hører råb i det fjerne, nu gælder det om at komme op i farten igen.
Dog er du første mand retur ved p-pladsen og med klip fra alle poster er du dagens vinder. Hvem elsker ikke en lille lørdagskonkurrence?
Venskabelig konkurrence for løbekammeraterne
Løber du og kan du godt lide lidt venskabelig konkurrence med dine løbekammerater, når I er af sted? Så er orienteringsløbet en god ramme for en konkurrence, hvor I kan udfordre hinanden.
Hvor traditionelle løbekonkurrencer ofte udelukkende er et løb mod tiden, er der yderligere to ting i orienteringsløb, som gør løbet mere krævende: Der er udfordringen med at finde posterne – der som udgangspunkt er ens for alle deltagere – og den med at få ‘skrabt’ det højst mulige antal point sammen.
Du skal altså have hurtige ben, kunne tænke hurtigt og være god til at orientere dig under tidspres.
Under løbet gælder om enten at ‘klippe’ så mange poster som muligt indenfor en bestemt tid eller at løbe en defineret rute og klippe posterne i den rigtige rækkefølge. Begge dele giver deltagerne mulighed for at slå de øvrige i kampen om tid.
Kom godt i gang med orienteringsløb
Hvordan kommer vi i gang med denne orienteringskonkurrence, tænker du måske? Jeg vil med denne artikel opstille en simpel og brugbar vej ind i sporten.
Det at flytte løbetræningen fra landevej eller stier i nabolaget til den nærliggende skov er faktisk nemmere end du måske forestiller dig.
Ja ja, man kan jo altid løbe rundt i skoven af de definerede veje og stier. Og det giver da også en dejlig oplevelse at komme ind i skovens magiske rum, hvor duftene og lydbilledet er helt anderledes end det vi til daglig er omgivet af.
Men det er tidens trend med at bruge naturens mange udfordringer, der giver orienteringsløbernes hverdag et ekstra krydderi. Og blandingen af fysiske og mentale udfordringer er netop en af styrkerne ved orienteringsløb – dertil kommer at du helst skal sikre den rette balance, så du ikke mister evnen til at finde vej på grund af fysisk udmattelse.
2 skridt og du er klar
Vil du gerne prøve kræfter med orienteringsløb, kræver det en smule forberedelse:
1) Find en skov i nærheden, hvor der allerede er opsat en række faste poster. Via www.findveji.dk kan du finde mere end 250 skove, parker og historiske seværdigheder hvor man kan løbe. Posterne er typisk en rødmalet stolpe (se billedet lnedenfor), eller en terrængenstand. På den førnævnte side er der tilgængelige kort, som I frit kan downloade og printe.
Husk at pakke de udskrevne sider ind i en plastlomme eller plastpose. En regnbyge eller blot den fugtige skov kan give løbeoplevelsen en uhensigtsmæssig ekstra dimension, hvis papiret forsvinder mellem dine fingre.
2) Klæd jer på til forholdene. Til løb i skoven kan I sagtens bruge jeres almindelige løbetøj. Afhængigt af vejret er løbesko med et lidt grovere sålmønster også tilstrækkelig. Er skoven våd og fugtigt, kan underlaget godt være glat.
I så fald anbefales det at I løber i trailsko, der har et lidt kraftigere mønster. Læg dertil et kompas, hvis I vil være helt sikre på at vende kortet mod nord. Det er dog ikke ultimativt nødvendigt.
Bliv en del af noget større
Har I fået mod på mere, på at styrke færdighederne med at finde rundt i skoven og det at kunne ‘forstå’ kortet, så findes der også mulighed for det.
Som medlem af en orienteringsklub kan du få dybere instruktion og uddannelse i orienteringsteknikker, ligesom du kan blive en del af et fællesskab, der elsker friluftslivet, udfordringerne i skoven og det at løbe en lidt ‘anderledes’ løbeform.
Som medlem af en klub er der samtidig større chance for at du får udforsket naturområder nær dig som du måske ikke ellers ville besøge.
I Horsens, hvor jeg selv har base, træner vi eksempelvis i Åbjergskoven, der har udsigt til Bygholm sø. Men vi bruger også de mange andre spændende skove, vi har adgang til i kystlandet, til træningsløb, hvor sværhedsgraden kan sætte selv den mest erfarne orienteringsløber på prøve.
Vi løber bl.a. i Skærven ved Løsning. Selv om skoven arealmæssigt er af mindre karakter, så byder den på en masse spændende terræn. Der er blandt et par gode bakker, der skal forceres rundt på ruten.
I Skærven står der 22 poster, der kan danne grundlag for én pointbane, eller som poster på en bane med defineret rækkefølge, som posterne skal ‘besøges’ i.
F.eks. denne 2,9 km bane i kategorien svær orientering, hvor du skal rundt og finde 13 poster i skoven.
Så er der kun tilbage at sende en udfordring til dine venner – klar til at komme i skoven.
God fornøjelse.
Publiseret første gang på visithorsens.dk – 2017.
0 Kommentarer